Den smertefulde mangel på bevægelse er det, der får vores små spædbørn til at græde.
Den livlige den varme mangler.
Lyden. Det bevægelige.
Alt, hvad babyen oplevede i mors mave hver dag.
Fra undfangelsen blev det rystet hver dag. Hver dag hørte den hendes stemme på regelmæssige tidspunkter. Pludselige lyde, men også den beroligende regelmæssige vejrtrækning om natten.
Og pludselig mangler alt. Moren sætter sin lille baby i en smuk seng. Hun fik sengen under graviditeten. Senere sætter hendes lange -ugyldige barn det i en klapvogn. Selvfølgelig vil hun have det bedste for sine afkom. I lang tid har hun informeret sig selv om, hvilken klapvogn der er den rigtige for hendes lille skat og hun. Når babyen græder, rocker hun den frem og tilbage i bilen. Når den ryster, bliver babyen roligere igen.
Men at ryste er ikke som i mors mave. Det er forskelligt. Babyen beroliger sig, og mor holder op med at ryste. Hun lader hånden slippe af med håndtaget på klapvognen og sidder tilbage på sin stol.
Så er hun pludselig tilbage: tomheden. Med sine ikke langt nok øjne ser babyen kun den indvendige foring af kurven, hvor den er placeret.
Mor hører ikke ånden.
Det lugter ikke den vidunderlige duft af mor.
Og heller ikke fra den beroligende modermælk.
Det er nu - uden at vide, hvornår den smertefulde tomhed slutter igen. Det græder. Og hulk. Og skrig. Moren ved, nu er der tid til at fodre igen. I kort tid tager hun endelig sit afkom i sine arme. Og alt er godt. Der kan blive nu. Smerten glemmes. Alt er rigtigt og godt. Det er varmt, det lugter af mor, det hører den rytmiske åndedrag. Det føles hans krop ved at røre ved moren.
Hvor dejligt ville det være, hvis dette øjeblik eksisterede for evigt - som med andre mødre, der har båret deres lille siden fødslen og amning af barnets behov.
De uudtalte har brug for, at babyen ikke kan sige.
Der oprindeligt prøver at vise det med stærke, skrumpende vine og senere en stille klynk.
Copyright Ceyda Temur